Musik at lægge sig ned og dø til

Jeg var på ferie i Slovenien i sidste uge. Med meget få undtagelser blev der på cafeer og restauranter spillet covermusik. Jeg går ud fra det handler om rettigheder og er et kneb for at slippe for at betale (fuld pris) for at spille musik i det offentlige rum.

Enkelte steder var det tilnærmelsesvist anstændige covers, hvor de udøvende tilsyneladende forsøgte at bidrage med noget anderledes i deres fortolkning. Men de fleste steder var det decideret rædsomt.

Især på en bestemt cafe – hvor vi kom for skade at sætte os for at drikke eftermiddagskaffe – var det slemt. Det var tydeligvis en playliste af numre der var lavet netop til formålet[1], at kunne spille covermusik i stedet for originalerne. Primært bossa nova-versioner af nyere(ish) hits, komplet blottet for sjæl og følelser. Et af disse numre, et cover af The Weeknds Blinding Lights, har – til stor frustration – rumsteret i mit hoved siden da.

Jeg antager at playlisten hed Musik at lægge sig ned og dø til eller noget i den stil.

[1] Efterspørgslen på covermusik har givetvis skabt en hel industri, hvor numre køres ud på samlebånd.