2 uger med en langsom internetforbindelse

Fordi jeg er en klovn, der havde glemt en HD livestream kørende på mobiltelefonen i lommen en halv dags tid, fik jeg af min teleudbyder sat hastigheden på min forbindelse ned til et absolut minimum de sidste par uger af maj.

Det var en tankevækkende oplevelse. Dels sendte det mig i første omgang tilbage til slutningen af 90'erne og datidens oplevelse af indlæsning af websider, hvor billederne dukker langsomt op linje efter linje. Men især gjorde det det smerteligt klart hvor lidt web nu om dage bliver lavet med hensyn til folk der ikke har en højhastighedsforbindelse.

Masser af store billeder. Tonsvis af javascript. Adskillige skrifttyper.

Ofte var siderne ikke responsive før det hele var indlæst, fordi de var sovset så meget ind i javascript at man først kunne trykke på noget når alt er hentet ned.

I særligt grelle tilfælde blev indholdet simpelthen ikke vist før alt var indlæst. Og det kunne tage en håndfuld opdateringer af siden før det lykkedes, fordi mængden af ting der skulle hentes gjorde at det meste fik timeout af browseren, og det først lykkedes at rendere hele siden når det meste – over en række (gen)indlæsninger – var gemt i browserens cache.

Og det her var, vel at mærke, med ad- og tracking blocking slået til. Jeg tør dårligt gisne om oplevelsen for folk der ikke har den slags installeret.

Jeg er selv webudvikler og kaster disse sten fra mit hus af det pureste glas: Vi er simpelthen nødt til at gøre det bedre end det vi gør i dag.

I skærende – positiv – kontrast stod min oplevelse med e-mail. Det er stadig et relativt let format datamæssigt, der fungerede med minimalt nedgraderet brugeroplevelse.