detfalskested

Feedback på uopfordret kontakt fra Dagbladet Information

Hej med jer

Jeg blev her til aften ringet op fra jer af en sælgertype, der i udgangspunktet ville prøve at genaktivere mig som tidligere abonnent.

Det undrede mig, da jeg fortsat har et digitalt abonnement jeg er meget glad for. Sælgertypen fik, i en vævende feberredning, vendt det til at han kunne tilbyde mig halv pris fremover.

Selvom det er et fornemt tilbud, takkede jeg nej, med den begrundelse at jeg bl.a. abonnerer fordi jeg gerne vil støtte Information økonomisk. Og derfor ikke ser nogen grund til at spare noget som helst.

Det virkede lidt svært forståeligt for sælgertypen, der rundede af med sit sidste skud i bøssen: At han selv kunne få lidt "mønt" (eller "skilling" – det konkrete udtryk har jeg allerede glemt) hvis jeg sagde ja til det fornemme tilbud.

Jeg takkede endnu engang nej og havde derefter held til at vikle mig ud af telefonsamtalen.

Normalt tager jeg ikke telefonen når jeg bliver ringet op af noget der ligner salg. Men jeg havde højere forventninger til Dagbladet Information og valgte derfor at løfte røret. Næste gang lader jeg den nok bare ringe ud.

--

Mvh Mikkel