Blodprop

I morges for 3 år siden vågnede min far for sidste gang hjemme i sin seng. Om formiddagen, på sin cykel på vej til Føtex, for – ifølge den dosmerseddel han havde i lommen – at købe noget lækkert til sin frokost, fik han en blodprop i hjertet.

Han sagde altid at hvis der skete ham noget, så skulle vi bare lade ham dø. Da han mærkede at der var noget galt, kunne han have sat sig op ad et træ og nydt sommersolen indtil han ikke var mere. I stedet valgte han, da det endeligt gjaldt, at gå ind i Føtex og bede om hjælp.

Efter en operation i hjertet, nogle dage i koma og 2 måneders indlæggelse – primært på intensiv – stillede han træskoene. I dag, med det udfald det fik, ville jeg have undet ham ikke at skulle gennem de 2 måneder. At han bare havde sat sig ved det træ i solen. Men jeg spurgt ham undervejs. Og han syntes vi skulle kæmpe videre.

Det sidste jeg sagde til ham, mens jeg holdt ham i hånden og der langsomt blev skruet ned for respiratoren, var at jeg elskede ham og var stolt af ham. Noget jeg håber og tror han godt vidste, selvom jeg aldrig før havde sagt det så direkte.

Det er en slidt kliché, men uanset: Man ved aldrig hvor længe man har dem man holder af. Så husk at gøre de ting I drømmer om sammen. Husk at fortælle dem at du holder af dem. Giv dem et kram (hvis I er forsvarligt vaccinerede[1] osv). Lad være med at tage dem for givet. En ting jeg selv stadig kommer til at gøre med min mor.

Og så husk at sætte pris på og være taknemmelig for vores sygehusvæsen. De dygtige læger, med forskellige specialer, der tog sig af min far. Gjorde alt var der muligt, selvom det åbenlyst var en dårlig forretning for samfundet at lappe på sådan en gammel mand. Og især sygeplejerskerne. Der dag og nat tog sig af ham. Og af mig, som den nærmeste pårørende. Var til stede. Med deres varme og høje faglighed. Til trods for kronisk underbemanding.

[1] Dette indlæg er skrevet under Covid19-pandemien.