Da vi blev tvangsdigitale

Anders Kjærulff har brugt nogle søvnløse nattetimer på at nedfælde sine tanker om det nært forestående, digitale coronapass:

Uanset hvad, så er hele denne eskadre af apps principielt frivillig at installere – vi har stadig et analogt kørekort og sygesikringsbevis og nemID-pap-kortet virker lidt endnu, og det skulle sågar være muligt at få en elektronisk ‘standalone’ plastikdims som erstatning for når papkortet udfases, sidste sker fordi det simpelthen gør for ondt på digitalisterne, at de skal bruge papir… tror jeg. Coronapas derimod, DET bliver ikke frivilligt. Ihvertfald ikke, hvis man ønsker at deltage i samfundslivet, blive klippet eller gå til et offentligt arrangement, til kor, eller i kirke. Og det pas, det skal også, må vi forstå, pinedød være digitalt.

Hermed gør regeringen sig skyldig i netop den synd, som en rapport fra Ada Lovelace-instituttet, udgivet for en måned siden og som alle politikere har haft tid til at læse, og ignorere, advarer imod: At benytte sig af covid-19 krisen til at digitalisere nye områder af samfundet uden at tænke sig om.